Velkommen til Naturistguiden.dk

NaturistGuiden.dk er din mulighed for let at få overblik over mulighederne for et aktivt liv som naturist.

Flere og flere danskere er blevet trætte af den overdrevne fokus på ungdom og skønhed, og ikke mindst en ekstrem overdreven seksualisering af menneskekroppen. Naturisme kan betragtes som et stykke modkultur til dette.

Naturisme er en livsstil, hvor mennesker uden kønnenes adskillelse færdes uden tøj, når vejr og omgivelser gør det naturligt med henblik på øget selvrespekt, respekt for andre og for miljøet.

Du vil her på siderne blive præsenteret for mulighederne for at praktisere naturisme i Danmark og udlandet.

Nej til stofmisbrug

Naturisme handler om frihed og tolerance. Når et menneske smider tøjet, så er det ikke blot tøjet der smides, men også de sociale skadesvirkninger tøjet kan have. Tøj er nemlig med til at skabe distance mellem mennesker. Tøj kan bl.a. give anledning til mobning og det kan signalere tilhørsforhold til forskellige grupper. Når vi er nøgne, så ligner vi i højere grad hinanden, og vi er nødt til at lære hinanden at kende før vi danner sympati/antipati for hinanden. Vi kan ikke længere blot bedømme hinanden udfra den ydre beklædning vi har iført os.

Tøj handler i høj grad om at bedrage omverden. Det bruges til at kontrollere det indtryk, som vi ønsker andre skal få af os. Det virker med andre ord som en maske, og i realiteten gøres livet for mange til et skuespil, der gælder om at holde en facade, frem for at slippe det autentiske menneske fri.

Tøj kan have sine fordele i koldt vejr, men vær med til at sætte en stopper for stofmisbruget: Smid tøjet!